Stort økonomisk løft til Langelands Museum

Museet har et flot besøgstal på mellenm 70.000 og små 100.000 gæster de seneste fem år (Foto: Langelands Museum)
dato

Regeringen har netop gennemført det langstrakte arbejde med at få lavet en tilskudsreform for de statsanerkendte museer i Danmark. Igennem årtier har det været forsøgt at skabe en retfærdig og gennemskuelig model for, hvordan museerne fik tildelt økonomisk støtte for de opgaver som de løste i henhold til museumsloven. Den nye reform kommer en række museer til gavn, heriblandt Langelands Museum.

Det gav smil på læberne flere steder, da kulturminister Jakob Engel-Schmidt torsdag kl. 15.00 afholdt et doorstep-møde og præsenterede rammerne for regeringens museumsreform. 

Langelands borgmester, Tonni Hansen, glæder sig over regeringens udspil. 

“Jeg ved, at de fynske folketingspolitikere Bjørn Brandenborg og Erling Bonnesen har knoklet politisk for at sikre en mere fair og gennemsigtig tilskudsmodel for de statsanerkendte museer, og det er nu lykkedes. Der skal lyde en stor tak til dem, ministeren og regeringen for det store arbejde,” udtaler borgmesteren. Med den nye reform får Langelands Museum omtrent fordoblet sit statstilskud og modtager allerede fra januar 2025 2,9 mio. kroner i tilskud.

Også lederen af Langelands Museum, Peer Henrik Hansen, er begejstret over det foreløbige resultat, som regeringen præsenterede torsdag eftermiddag. 

“Reformen har været meget tiltrængt. Fordelingen af statstilskud har i mange år været skæv og uigennemskuelig, både geografisk og i forhold til opgaver, og her på Langeland har vi alt for længe arbejdet efter humlebi-modellen: vi har leveret mere end økonomien egentlig har tilsagt. Lidt ligesom humlebien som ikke ved at den ikke kan flyve, har vi igennem snart mange år fået meget ud af de få midler samtidig med, at vi har været relativt gode til at tjene penge,” udtaler han. Udover den positive nyhed her og nu er han overbevist om, at reformen vil blive husket af én bestemt årsag.

“Den landede museumsreform er historisk på mange måder. Ingen regering har de seneste mange årtier formået det, som SVM-regeringen med kulturminister Jakob Engel-Schmidt i spidsen har gennemført. Han har formået at gennemføre det, som hans forgængere måtte opgive, nemlig at skabe et gennemskueligt og retfærdigt tilskudssystem for de statsanerkendte museer,” fortsætter museumslederen. 

Peer Henrik Hansen håber, at museerne med reformen får nogle retningslinjer som kan skabe en fornuftig balance mellem på den ene side at skulle danne og uddanne og så på den anden side at skabe interessante besøgssteder for såvel lokale som udenlandske turister. Han glæder sig i øvrigt over, at ministeren satte så stor fokus dannelse og vidensdeling.

Reformen træder i kraft fra januar 2025.

Kilde: Langelands Museum
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.